Den traditionelle støbegodsproces består hovedsageligt af fire trin, ellerstøbegods med højt tryk. Disse fire trin inkluderer formforberedelse, påfyldning, injektion og sandfald, som også er grundlaget for forskellige modificerede dybstøbningsprocesser. Under forberedelsesprocessen skal smøremiddel sprøjtes i formhulrummet. Ud over at hjælpe med at kontrollere formen på temperaturen, kan smøremidlet også hjælpe med at dæmpe støbningen. Derefter kan formen lukkes, og smeltet metal indsprøjtes i formen med højt tryk. Dette trykområde er ca. 10 til 175 MPa. Når det smeltede metal er fyldt, forbliver trykket, indtil støbningen stivner. Derefter skubber skubbestangen alle støbegods ud. Da der kan være flere hulrum i en form, kan der fremstilles flere støbegods under hver støbeproces. Processen med faldende sand kræver adskillelse af rester, inklusive formåbningen, løber, port og blitz. Denne proces udføres normalt ved at ekstrudere støbegods med en speciel trimmestans. Andre sandfaldende metoder inkluderer savning og slibning. Hvis porten er relativt skrøbelig, kan du direkte slå støbningen, hvilket kan spare arbejdskraft. Overskydende støbeporte kan genanvendes efter smeltning. Det sædvanlige udbytte er ca. 67%.
Højtryksinjektion får formen til at udfylde meget hurtigt, så det smeltede metal fylder hele formen, inden nogen del størkner. På denne måde kan selv tyndvæggede dele, der er vanskelige at fylde, undgå uoverensstemmelser på overfladen. Dette fører imidlertid også til luftindfangning, fordi det er vanskeligt for luft at slippe ud, når formen hurtigt fyldes. Dette problem kan reduceres ved at placere ventilationsåbninger på skillelinjen, men selv meget sofistikerede processer vil efterlade huller i midten af støbningen. Det meste afstøbning kan udføre nogle strukturer, der ikke kan afsluttes med støbning, såsom boring og polering.
Når sandfaldet er afsluttet, kan du kontrollere for mangler. De mest almindelige defekter inkluderer stillestående strømning (utilfredsstillende hældning) og kolde ar. Disse defekter kan være forårsaget af utilstrækkelig temperatur på formen eller smeltet metal, urenheder i metallet, for få åbninger og for meget smøremiddel. Andre defekter inkluderer porer, krympning, termisk krakning og flowmærker. Flowmærker er spor tilbage på støbeoverfladen på grund af portfejl, skarpe hjørner eller overdreven smøremiddel.
Vandbaserede smøremidler kaldes emulsioner og er de mest almindelige typer smøremidler på grund af sundhedsmæssige, miljømæssige og sikkerhedsmæssige hensyn. I modsætning til opløsningsmiddelbaserede smøremidler, hvis mineraler i vandet fjernes ved en passende proces, vil det ikke efterlade biprodukter i støbningen. Hvis vandbehandlingsprocessen er ukorrekt, kan mineraler i vandet forårsage defekter og diskontinuiteter i støbefladen. Der er fire hovedtyper af vandbaserede smøremidler: vandblandet olie, olieblandet vand, semisyntetisk og syntetisk. Vandolierede smøremidler er de bedste, fordi når du bruger smøremidler, afkøler vand overfladen af formen ved fordampning, mens der afsættes olie, hvilket kan hjælpe med at udtømme. Generelt er forholdet mellem denne type smøremiddel 30 dele vand blandet med 1 en del olie. I ekstreme tilfælde kan dette forhold nå 100: 1.
Olier, der kan bruges til smøremidler inkluderer tunge olier, animalsk fedt, vegetabilske fedtstoffer og syntetiske fedtstoffer. Tung resterende olie har en højere viskositet ved stuetemperatur, men den vil blive en tynd film ved høje temperaturer i formstøbningsprocessen. Tilsætning af andre stoffer til smøremidlet kan kontrollere emulsionsviskositeten og termiske egenskaber. Disse stoffer inkluderer grafit, aluminium og glimmer. Andre kemiske tilsætningsstoffer kan forhindre støv og oxidation. Emulgatorer kan sættes til vandbaserede smøremidler, således at oliebaserede smøremidler kan sættes til vand, herunder sæbe, alkohol og ethylenoxid.
I lang tid inkluderer almindeligt anvendte opløsningsmiddelbaserede smøremidler diesel og benzin. De er nyttige for støbegods at komme ud, men der opstår en lille eksplosion under hver støbegodsproces, hvilket får kulstof til at ophobes på hulrumsvæggen. Sammenlignet med vandbaserede smøremidler er opløsningsmiddelbaserede smøremidler mere ensartede.